Spring til indhold

Forfatterforedrag – “The Danish Way of Parenting”

En af Zagrebs største boghandlere dannede torsdag
den 8. marts 2018 ramme om promoveringen af den seneste, men allerede populære bestseller ”The Danish Way of Parenting” skrevet af Iben Dissing Sandahl og Jessica
Joelle Alexander.


Der var stuvende fyldt hos boghandleren i Zagreb, da forfatter Iben Dissing Sandahl gav en tale på mere end en time med mulighed for efterfølgende at stille spørgsmål.

Den danske ambassade i Zagreb støttede promoveringen af bogen, og ambassadøren åbnede foredragsaftenen med en velkomsttale til de fremmødte, hvor han gav eksempler på, at den kroatiske og danske litterære smag følges ad.

Bogen om dansk børneopdragelse har, ligesom bestsellerne ”Hygge – the Art of Making Life Cosy” og den efterfølgende ”Lykke – the Search for True Happiness”, haft betydelig indvirkning på det kroatiske samfund. Disse bøger er alle kendetegnet ved på den ene eller anden måde at måle og beskrive velvære i et samfund.

Begivenheden var en fejring af en helt særlig bog udgivet af Egmont Publishing, der uden tvivl er et værdifuldt bidrag til forståelsen af det moderne danske samfund.