Gå til indhold

Brevstem til folketingsvalget

Alle, der på valgdagen opfylder følgende, har ret til at brevstemme til folketingsvalget:

  • har dansk indfødsret (statsborgerskab),
  • er fyldt 18 år,
  • har fast bopæl i Kongeriget Danmark og
  • ikke er under værgemål med fuld fratagelse af den retlige handleevne (ikke er umyndig).

Personer, der har fast bopæl på Færøerne eller i Grønland, har ikke valgret til folketingsvalget i Danmark. Disse personer har i stedet valgret til folketingsvalgene på Færøerne og i Grønland, hvor der vælges i alt fire medlemmer til Folketinget. 

Sådan brevstemmer du

Hvis du opholder dig i udlandet og opfylder overstående betingelser, kan du brevstemme på enhver dansk ambassade eller konsulat i det land, hvor du opholder dig. Husk at medbringe gyldig legitimation (pas, kørekort el.lign.).

Stem før den 9. marts for at være sikker på, at din stemme til folketingsvalget når frem i tide.

Læs mere om valg til Folketinget på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside:

Folketingsvalg

Hvor kan man stemme?

Du kan afgive brevstemme ved personligt fremmøde på Danmarks Ambassade i Zagreb eller på et af Danmarks tre konsulater i Kroatien: Dubrovnik, Rijeka eller Split.

Brevstemning kan ske i ambassadens og konsulaternes åbningstid, som fremgår her: konsulater.

Tidsbestilling er ikke nødvendig ved fremmøde på ambassaden i Zagreb eller på konsulatet i Split. Ønsker du at brevstemme i Dubrovnik eller Rijeka, bedes du kontakte det pågældende konsulat forud for dit fremmøde.