praktikantstillinger
Praktikplads i
udenrigstjenesten
Et
praktikophold i den danske udenrigstjeneste byder på masser af muligheder og
giver dig lejlighed til at få indblik i dansk diplomati og at prøve dine færdigheder
af i et internationalt miljø. Som praktikant vil du indgå som en integreret del
af den afdeling, du tilknyttes, og du vil få tildelt en vejleder i afdelingen. De
konkrete opgaver, som du vil skulle varetage, varierer afhængig af, hvilken afdeling
du tilknyttes.
Ambassaden i Zagreb har to praktikpladser i følgende afdelinger:
· Praktikant til afdelingen for
politik og kommunikation, Ref nr. POL-1
· Som
praktikant på ambassaden vil du få praktisk erfaring med ambassadevirksomhed
samt et indblik i kroatisk indenrigs- og udenrigspolitik, som i høj grad tager
afsæt i Kroatiens medlemskab af EU. Europapolitik vil udgøre et centralt fokus
i arbejdet, grundet det danske EU-formandskab i anden halvdel af 2025.
Formandskabet vil også skabe unikke opgaver i kommunikationsafdelingen, herunder
ved afholdelse af events og på de sociale medier.
· Praktikanten
vil sidde både i den politiske afdeling og kommunikationsafdelingen. For
efteråret 2025 vil opgaverne i høj grad være relateret til det danske
EU-formandskab og omfatte ambassadens indberetningsvirksomhed på den
europapolitiske dagsorden samt afholdelse af events, monitorering af medier og
kommunikationsopgaver, herunder So-Me.
· Du
vil sideløbende med arbejdet med Europapolitik og kommunikation også få indblik
i diverse konsulære sager og borgerhenvendelser. Praktikanten vil indgå i et
tæt samarbejde med ambassadens øvrige medarbejdere.
· Hvis
du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til
nuværende praktikant gennem den officielle mailboks [email protected]
· Praktikant til afdelingen for
økonomisk diplomati, Ref nr. TC-1
· Afdelingen
for økonomisk diplomati er en integreret del af ambassaden, hvis primære formål
er at mindske barrierer for danske virksomheder i Kroatien, Albanien og Kosovo.
Vi søger konkret at skabe øget markedsadgang for danske virksomheder gennem et
styrket myndighedssamarbejde. Ambassaden har i den forbindelse et særligt fokus
på sammentænkning med ambassadens politiske afdeling.
· Praktikopholdet
vil byde på indsigt i de forhold, der knytter sig til økonomisk diplomati,
international handel, konsultation af danske virksomheder samt kendskab til
dansk eksport. Opgaveporteføljen er varieret og består bl.a. af at promovere
danske virksomheder og løsninger, informationssøgning, markedsundersøgelser,
forberedelse og gennemførelse af diverse events mv. Desuden vil du også blive inddraget
i arbejdet med den danske EU-formandskab, herunder ved events, økonomiske
analyser, kommunikation og lign.
· Som
en del af et lille team vil du få en travl og inspirerende praktikperiode, hvor
du bliver inddraget i mange forskelligartede opgaver og med store muligheder
for at sætte dit præg på ambassadens daglige virke. Der er tale om et
praktikophold, hvor der er rig mulighed for både personlig og faglig udvikling,
samt mulighed for en unik indsigt i Udenrigsministeriet som arbejdsplads.
· Hvis
du har spørgsmål til praktikantstillingen, kan du rette henvendelse til
nuværende praktikant gennem den officielle mailboks [email protected]
Varighed og ansøgningsfrister
Vi søger praktikanter to gange årligt, og
praktikopholdet er på seks måneder.
Forårsholdet: 1.
februar – 31. juli
·Deadline for ansøgning til dette
hold er den 10. september året forinden
Efterårsholdet: 1.
august – 31. januar
·Deadline for ansøgningen til dette hold er den 10. marts samme år
Krav
Du skal være studerende og under hele praktikopholdet være
tilmeldt en højere uddannelsesinstitution på bachelor- eller kandidatniveau. Hvis
du er udenlandsk statsborger, skal du have boet i Danmark i mindst 3 år på
ansøgningstidspunktet, have fast bopæl i Danmark og under hele praktikopholdet være
indskrevet på et studie på en højere læreanstalt i Danmark.
Det er en
betingelse, at du kan sikkerhedsgodkendes af de danske myndigheder, og at du
opretholder din sikkerhedsgodkendelse under hele praktikopholdet. Der vil blive
indhentet referencer i forbindelse med sikkerhedsgodkendelsen.
Vi gør opmærksom på, at man kun kan have ét
praktikophold i den danske udenrigstjeneste.
Kvalifikationer
Vi
leder efter studerende med gode analytiske evner, gå-på-mod og et stort
engagement samt en nysgerrig, kreativ, åben og positiv tilgang til opgaveløsningen.
Du må meget gerne komme med gode eksempler på disse kvalifikationer i din
ansøgning. Derudover forventer vi, at du har gode dansk- og engelskkundskaber mens
kendskab til de lokale sprog er en fordel, men ikke et krav. Vi forventer også,
at du har et kendskab til MS Office Package (PowerPoint, Excel & Word).
Opholdet skal bidrage til din uddannelse og
vil foregå under vejledning af en akademisk medarbejder. Vi anbefaler, at du, inden
du søger om et praktikophold, undersøger, hvilke akademiske krav din
uddannelsesinstitution stiller til dig i forbindelse med et praktikophold.
Ferie og arbejdstid
Arbejdstiden er i gennemsnit 37 timer ugentligt (inkl.
frokostpause). Du optjener 2,08 feriedage pr. måneds praktik svarende til 12,5
dag i løbet af dit 6-måneders praktikophold. Hvis dit studie forlanger, at du
skriver en større akademisk opgave i forbindelse med dit praktikophold, vil du desuden
kunne få visse skrive-fridage (antallet fastsættes af repræsentationen baseret
på krav til omfang og kompleksitet af opgaven, men vil aldrig kunne overstige
10 dage).
Bolig og forsikringer
Du er selv ansvarlig for at finde bolig og afholde
alle udgifter forbundet hermed. Du skal endvidere for egen regning tegne
forsikring, der dækker hjemrejse ved sygdom og død samt ansvar uden for
arbejdstider).
Refusion af visse udgifter
Praktikopholdet er ulønnet, men der ydes en
kompensation på op til kr. 4000 pr. måned til
dækning af dokumenterede udgifter til logi, transport, forsikring og andre
udgifter, der knytter sig til praktikopholdet.
De fleste praktikanter vil desuden have
mulighed for at medtage deres SU, men det bør du selv søge afklaret med
Styrelsen for Videregående Uddannelser.
Hvordan ansøger man?
Du søger praktikophold på
Ambassaden i Zagreb ved at udfylde og indsende et
elektronisk ansøgningsskema – klik her. Linket er aktivt fra den 10. februar-10. marts 2025.
I ansøgningsskemaet
bliver du bedt om at angive dine prioriteter. Her skal du vælge det relevante
referencenummer, der er angivet ud for hver praktikantstilling. Du kan kun
søge praktikantstillinger på Ambassaden i Zagreb via ovenstående link og kun anvende de ovenfor
angivne referencenumre. Hvis du – parallelt hermed – ønsker at søge
praktikantstillinger på andre repræsentationer, skal du gå til deres hjemmesider,
og søge via deres ansøgningslink.
Når du ansøger om en praktikantstilling, skal du
uploade CV, motiveret ansøgning og eksamensbevis/ karakterer. Herudover kan du
vælge at uploade andre relevante dokumenter, f.eks. udtalelse fra arbejdsgiver
eller uddannelsesinstitution, hvis du mener, det har relevans for din
ansøgning.
Din motiverede ansøgning bør max. fylde én
side, skrives på hvidt papir, og den bør indeholde en beskrivelse af, hvorfor
du ønsker et praktikophold, hvad du gerne vil have ud af praktikopholdet, og
hvad du har af relevant erfaring og færdigheder (gerne også på sprogområdet)
ift. den konkrete praktikantstilling.
Hvis du har spørgsmål til praktikophold på Ambassaden i Zagreb er du velkommen til at kontakte os på [email protected].
Deadline for din ansøgning er 10. marts 2025.